Menu

Årets klubtur - Klar til start

image
31. maj 2022 kl. 16:36
Stort stævne for piger og drenge, U10 til U15

Rundt i byens skoler og på klubbens baner mærker man energien af noget stort under opsejling. Forventninger og gejst er ved at bygge op til en af årets store fodboldbegivenheder - Årets klubtur til North Sea Football Cup 2022. I pinsen drager alle klubbens ungdomshold afsted på stævnetur til Ringkøbing.

Kæmpe succes

Stævneturen er en kæmpe succes. Igen i år deltager vi med hele 13 hold. Med mere end 160 spillere og trænere fra Odder IGF Fodbold bliver det en kæmpe, blå klubfest. Ambitionerne er store. Vi dyrker fællesskabet og har tid til at være sammen; hygge med venner og veninder og dyrke de sociale bånd. Sportsligt satser vi selvfølgelig også. Selvom både sejre og nederlag er lærrerige satser vi på, at hjembringe endnu flere pokal i år. Sidste års pokalhøst hjembragte hele seks pokaler. Kan vi mon spille os til mere sølvtøj i år? Vi prøver... 

Fodbold og fællesskab

Det bliver en weekend fuld af stævneaktiviteter og fællesskab for spillere og trænere. Under stævnet er der lagt op til sportslige udfoldelser i kombination med fælleskaber fyldt med sjov og underholdning for alle vores piger og drenge i blåt. Det er således både det sportslige såvel som fællesskabet og samvær som dyrkes. Hygge og samvær får et ordentlig skud energi, når historier deles på busturen, maden indtages i spisesalen sammen med hele holdet, mens kortspil og fodboldens momenter deles i fortættet atmosfære i de mange klasseværelser på kryds og tværs af hold.

North Sea Football Cup

Stævnet i Ringkøbing er et hyggeligt breddestævne, hvor alle deltagere kan være med. Klubbens U10 til U15 piger og drenge er med på turen. Der er fokus på god matchning imellem de deltagende hold. I alle rækker spilles indledende puljekampe, hvor mange af vores hold skal i kamp allerede fredag aften. Lørdag bliver en intensiv dag med tre til fire kampe for flere af vores hold. Søndag afsluttes stævnet med slutspil og medaljekampe. For vores yngste, U10-deltagere afvikles hele stævnet lørdag.

Under hele stævnet er der mulighed for at brilliere med bolden. Der er mulighed for at udfolde sine evner i alt fra leg i hoppeborgen over fodboldspil på den oppustelig fodboldbane og brilliering med Messi-skills på pannabane. 

Lørdag aften er der fest

Lørdag aften er der lagt op til ekstra underholdning og aktiviteter på stævnets eventplads. Der vil være musik i dagens løb og om aftenen udfoldes eventpladsens aftendisko for alle spillerne.

Som ved ethvert stort stævne er der mulighed for at medrejsende fans kan følge stævne og kampe på nært hold. Alle er velkomne. Der er mulighed for at tage del i begivenhederne på eventpladsen og overnatning på familiecampingen, som ligger lige ved stævnepladsen.

Hvis man ønsker at tage afsked eller tage i mod vores lokale helte, sårejser vi med alle vores hold i busser fra Spektrum Odder på fredag.

Fakta

Mødested: Spektrum Odder
Afgang: fredag d. 3/6 kl. 15:30
Forventet hjemkomst: søndag d. 5/6 kl. 17:00

Via linket her: Odder IGF Stævnetur NSFC 2022 Rejseinfo kan deltagerne finde praktiske informationer om stævnet, pakkeliste og info til opbakning og mulighed for overnatning på forældrecamping.

Vi glæder os vanvittig meget til at komme afsted.
#ViErOdder
Odder IGF Fodbold

Luk