Menu

Raketsucces for pigerne

image
Steffen Buck-Hansen
26. august 2021 kl. 00:39

Tirsdag landede DBUs pigeraket på banerne ved Spektrum Odder. Raketten tog imod 40 begejstrede piger mellem 5 og 11 år - både eksisterende og nye medlemmer, som ønskede at prøve fantasifuld træning i fodboldens tegn. Pigerne var klar på en rejse ud i solsystemet. Besætningen, der bestod af frivillige fra klubben og DBU's instruktør, stod klar til afgang.

Hele den store gruppe af begejstrede piger, rejste med ud på en sjov og spændende rejse. De prøvede kræfter med fodboldspillet gennem masser af fantasifulde lege og aktiviteter. 

Pigerne fangede raketten, Victoria med lasso alt imens de vinkede til astronauter og undgik meteorer og dværgplaneter. Sammen klarede de forhindringerne og udviklede kreative kampråb. I fællesskab råbte de "Vi er solen, vi er gule, op, op afsteeed". Pigerne rejste blandt andet forbi Solen, Saturn og Mars, og en gruppe af klubbens U15/16-piger guidede hele vejen gennem solsystemet mod den sidste og afgørende opgave: at samle nøglen til klubben. Det blev to timer fyldt med fantasi, leg og masser af sjove fodboldaktiviteter.

Pigeraketten er DBU’s unikke oplevelsesaktivitet for 5-11-årige piger. Pigeraketten giver et indblik i fodboldens verden ved at tage børnene med en tur ud i rummet. Gennem en række sjove fodboldstationer, er målet at inspirere pigerne til at begynde til fodbold. 

I Odder IGF Fodbold har vi mange pigehold. Pigerne har særlige pigetræningsdage tirsdag og torsdag kl. 17.00 til 18.30, hvor piger på forskellige alderstrin træner med. Alle er velkommen til at komme og se, hvad fodboldsjov og leg har at byde på.

Her på hjemmesiden findes mere information om de enkelte trin og alle klubbens mange fodboldhold.

Luk