Menu

Kom så Danmark, kom så Danmark...

image
Steffen Buck-Hansen
11. juni 2021 kl. 09:30
Odder IGF Fodbolds U9 til U12 piger ud i det blå på rød-hvid fællestur

Så skete det. Det danske kvindelandshold i fodbold skulle igen spille med tilskuere på lægterne på dansk grund. Det skete på Casa Arena i Horsens, hvor Australien stillede op til venskabskamp.

Odder IGF fodbolds U9 til U12 piger aflyste træningen torsdag og tyvstartede en forhåbentlig laaang rød-hvid fest. Ca. 40 af klubbens piger og et par medrejsende trænere og forældre-fans deltog i årgangenes fællestur.

 

Rød-hvide farver

Udenfor stadion gik alle rundt i rød-hvide farver og nationaltrøjen. Alle hyggede sig i sommervarmen. Der var glæde og store forventninger at spore blandt pigerne. Glæden blev taget med ind på et velbesøgt stadion til trods for de fortsatte restriktioner. Der var lagt dannebrogsflag hele vejen rundt på stadion. Det så flot ud, da de blev viftet i vejret og de danske kvinder gik på banen, mens alle sang med på nationalhymnen.

Efter en hård start med pres fra Australie kom det danske landshold rigtig stærkt igen. I vilde 25 min. bragte Danmark sig foran 3-0. Stemning steg på Casa Arena, og særligt vores børn gjorde deres til at bakke kvindelandsholdet op på den lune sommerdag. Publikum kunne li’ hvad de så. Og det var ikke til at tage fejl af, særligt Pernille Harder er en populær skikkelse.

 

“Kom så Danmark, kom så Danmark…”

lød det fra alle vores piger. Mens der var fest på lægterne, så havde Australien ikke lagt sig helt ned. Afslutningen var ved at blive lidt for spændende. I kampens døende minutter formåede Australien at banke bolden i nettet to gange med flotte mål. Men pfew…

Danmark vinder! 3-2 endte kampen mod Australien, og selvom det ikke var den bedste afslutning, tog pigerne yderst tilfredse hjem fra en festlig kamp, hvor det danske landshold fik scoret hele tre mål. 

Næste gang kvindelandsholdet skal i kamp er på tirsdag d. 15. juni, hvor Spanien er modstanderen i Madrid. Om pigerne er klar til at drage til Spanien og heppe melder historien ikke om. Men mon ikke alle Odder IGF pigerne gerne ville med og ellers hepper alt hvad de kan på herrelandsholdets EM-kampe her i sommervarmen. 

Luk